Mmmm..... cookies...

Totalrenovering og nye køkkener

Beboerne i de 48 boliger på Rudersdalvej i Holte er glade. Deres afdeling er blevet renoveret både inde og ude. Og så har en del af beboerne gjort brug af den kollektive råderet og har fået et nyt køkken.

”Bebyggelsen så herrens ud, den har trængt til at blive renoveret i mange år. Men nu er den flot”, forklarer formand Jens Nomand Nielsen om den snart 50 år gamle almene bebyggelse i Holte. Formanden har boet på Rudersdalsvej siden 2012 og har siddet i bestyrelsen lige så længe. Han er uddannet arkitekt og kan godt lide, at tingene ser ordentlige ud.

 
Afdelingen er blevet totalrenoveret for ca. 58 millioner kroner.



Brug af den kollektive råderet
Når man spørger formanden, hvad der blev renoveret i afdelingen, svarer han: ”Alt. Det eneste der ikke var med i den store renoveringsplan var køkkenerne.” Men her gjorde afdelingen brug af den kollektive råderet. En ret, som gav beboerne mulighed for at rive en væg ned og etablere et nyt større køkken-alrum. Den ekstra udgift kunne så afdrages via huslejen med 350-500 kroner ekstra om måneden over 10 år.
 

Jens har selv gjort brug af den kollektive råderet, har revet en væg ned og fået installeret et nyt køkken.


Alt blev renoveret
Ud over energiforbedringer har bebyggelsen fået nye indgangspartier af glas, og altanerne er omdannet til udestuer. Og så er fællesarealerne blevet peppet gevaldigt op: ”Haveanlægget er blevet rigtigt godt, konstaterer Jens, ”vi har fået en fælles have og grillplads, som vi indviede sidste år. Og så har vi fået en legeplads og en ny boldbane.”

 
Beboerne bruger de fælles udearealer mere efter renoveringen


Afdelingen har fået et løft

Når man spørger Jens om den største succes i projektet, kan han fortælle, ”der er i dag stor tilfredshed med projektet. Beboerne synes, at de har fået meget for pengene. Og alle er glade for de driftsøkonomiske besparelser på især varmen”, og Jens fortsætter: ”Og så er sammenholdet blevet bedre i afdelingen. Beboerne snakker mere sammen og bruger i højere grad fællesområderne udenfor.”

”Og så er det dejligt at bo i en ejendom, som man kan være bekendt at bo i”, slutter formanden af.
 

fakta

Projektet har været 10 år under vejs og har kostet ca. 58 millioner kroner. Der er givet kommunal støtte til projektet samt midler fra Landsbyggefonden. Den daværende bestyrelse fik ideen til at totalrenovere afdelingen.


Afdelingen har renoveret tag, facader, vinduer, døre, indgangspartier, opgange, altaner, varmeanlæg, el- og vandinstallationer, gulve, badeværelser, skabe, grønne områder, grillplads, fælleshave og nogen har så valgt at skifte køkkener også.

Den kollektive råderet

Hvis I har fået lyst til at lave forbedringer i jeres boliger, så er det bare med at komme i gang. På et afdelingsmøde kan I beslutte, at I vil lave forbedringer i de enkelte boliger, fx nyt køkken. Det er så valgfrit for den enkelte beboer, om man vil have et nyt køkken. Forbedringerne finansieres med lån, som den enkelte beboer betaler af over huslejen. Fx 500 kr. pr. måned i 10 år.

 

Organisationsbestyrelsen skal godkende beslutningen. Og Lejerbo bestiller håndværkere og styrer byggesagen.

 

Kender du mulighederne for at lave om i din bolig? 
Ellers kan du læse mere om det her