Mmmm..... cookies...

Holbæk: et helt særligt boligkoncept og en solid kommunal indsats

Centralt i Holbæk finder du Apotekerhaven og Slotshaven, to nyere Lejerbo-afdelinger, der ikke er til at overse – og det af flere grunde. Én er det ydre; de skiferbeklædte og arkitektonisk stringente toetagers bygninger, opført efter Lejerbos Startbo-koncept. En anden er det indre; altså de mennesker, der bor i dem, og det særlige fællesskab, de har.

Startbo – hvad er nu det?
Det ligger lidt i navnet, at boligerne er ”starten af at bo”, og målet med Startbo er da netop også at bygge både mindre, billigere og mere vedligeholdelsesfrit – og på den måde skabe boliger som alle har råd til. I Startbo er der plads, uanset om du er studerende, en lille familie eller har brug for en ny start efter et par bump på vejen.

Et gennemtænkt, blandet boligområde
Der er 100 % kommunal anvisning til de i alt 154 boliger i Startbo-afdelingerne, hvilket betyder, at boligerne ikke lejes ud efter den sædvanlige venteliste hos Lejerbo. Og der er rift om de ledige lejemål. Der findes nemlig mange instanser i Holbæk Kommune, som har interesse i at placere borgere i de billige men gode boliger. Det faktum kan hurtigt få alarmklokkerne til at ringe. For hvad gør det ved en afdeling, at beboersammensætningen består af borgere, der ikke selv har fundet fodfæste på boligmarkedet? Man er nødt til at tænke sig om, når man placerer beboere her. Og det er netop, hvad Holbæk Kommune gør.

Kommunal støtte og fællesspisning
Det har resulteret i to velfungerende afdelinger, som har modbevist al frygt og fordomme. Det er kun lykkedes, fordi Holbæk Kommune har taget deres opgave alvorligt og står klar til at hjælpe beboerne. Tre gange om ugen er kommunes medarbejdere derfor at finde til såkaldt støttetid. Her er alle beboere velkomne – og ingen problemer er for små. Derudover har afdelingerne modtaget ekstra puljemidler, så der kan holdes enten fællesspisning og hyggeklub ugentligt. Og det fremmer virkelig det gode naboskab.

Et unikt og velfungerende samarbejde på tværs
Samtidig eksisterer der et stærkt tværgående samarbejde mellem de forskellige aktører i området: det opsøgende team, ungeindsatsen, psykiatrien, politiet, Lejerbos driftspersonale og de boligsociale medarbejdere - og ikke mindst beboerne. Hver gang der er konflikter eller udfordringer, bliver der hurtigt handlet på det. I sidste ende betyder det, at de ofte omkostningstunge udsættelser undgås. Det er win-win både for beboere, kommunen og Lejerbo.

Alle burde låne lidt fra Holbæk og deres Startbo-koncept
Rie Madsen, der er boligsocial konsulent i Lejerbo Holbæk, har været tilknyttet afdelingerne i et år. Hun drømmer om, at både flere afdelinger og flere kommuner landet over, kan finde inspiration i succeshistorierne fra Holbæk.

”Jeg ville sådan ønske, at alle afdelinger havde mulighed for at prioritere det boligsociale arbejde. For det virker altså. Samtidig håber jeg, at det kan gøre flere kommuner trygge at se, at billige boliger med kommunal anvisning ikke er lig med katastrofe. Tværtimod, så gør det en kæmpe forskel for en masse mennesker. Når kommunerne vil arbejde sammen med boligselskaberne, så kan vi virkelig rykke”.

Facts om Startbo i Holbæk
Historien startede i 2015 med en visionær organisationsbestyrelse i Holbæk, som havde viljen til at investere i en boligsocial indsats i de afdelinger, der ikke allerede var omfattet af en boligsocial helhedsplan. De kunne tydeligt se, at det tidlige boligsociale arbejde i naboafdelingen Vangen (nu Grønneparken) havde båret frugt. Det betød at Lejerbo Holbæk ansatte en boligsocial konsulent, som 17 timer ugentligt skulle løfte opgaven. Samtidig var Holbæk Kommune meget åbne for at indgå i et tværgående samarbejde i området.

I 2016 blev strategien implementeret, og siden har det kørt slag i slag med beboerrettede og understøttende tiltag – og den slags breder sig som ringe i vandet. Det betød i sidste ende et konkret samarbejde mellem Lejerbo og Holbæk Kommune omkring etableringen af Startbo-konceptet i Apotekerhave og Slotshaven.

Begge afdelinger stod klar i 2020.